Her kan du læse om mit terapeutiske arbejde

7 NIVEAUER AF TERAPEUTISK ARBEJDE

Det adfærdspsykologiske niveau

Handler om vores adfærdsmønstre

Det kognitive niveau

Handler om de "filtre", overbevisninger og sanser, som vi oplever verden igennem. NLP er velegnet til arbejdet på dette niveau

Det systemiske niveau

Handler om de roller og relationsmønstre vi indgår i

Psykodynamiske niveau

Handler om vores opvækst, og den indflydelse den har på måden vi erkender og er i verden på.

Det eksistentielle niveau

Handler om vores almenmenneskelige grundvilkår. Livet, døden og meningen med livet.

Det humanistiske niveau

Handler om at udfolde de potentialer vi kommer til verden med.

Det transpersonlige niveau

Vores inderste essentielle kerne.

Jeg har mange forskellige terapeutiske teknikker og metoder i min værktøjskasse. Men vigtigere end teknik og metode er evnen til at skabe den trygge terapeutiske relation.

I terapisituationen lægger jeg meget vægt på det der udspiller sig nu og her, mellem mig som terapeut og klienten. Freud´s måde at arbejde med klienter i psykoanalyse, har medført at mange opfatter en psykoterapeut som et menneske der i samværet med klienten er en fuldstændigt neutral tilskuer til klientens proces. Dette er ikke min arbejdsmetode.

Klientens problematik vil altid udspille sig i terapeutens følelser i forhold til klienten. Det samme vil også gøre sig gældende for terapeutens egne psykiske problematikker. Det ville være uærligt at påstå, at terapeutens egne ubearbejdede eller forsåvidt også bearbejdede problematikker ikke påvirker terapeut/klient relationen. Derfor er det utroligt vigtigt at terapeuten har arbejdet dybtgående med sine egne psykiske problematikker, således at han/hun kan og tør anvende sine egne følelser som et arbejdsredskab i terapien. Det er her især vigtigt at terapeuten evner at genkende egne projektioner, og stå ved dem. Terapeutens følelser og sansninger kan derved blive det redskab der kan bruges til at bevidstgøre den stemthed der altid vil være i mødet med et andet menneske.

Jeg er meget opmærksom på "det der mangler". Er der f.eks. meget alvor omkring klienten, vil jeg sætte fokus på de sekundære mere legende sider hos klienten.

Er der en meget luftig spiritualitet omkring klienten, vil jeg sætte fokus på de mere sekundære jordbundne ting som arbejde og økonomi.

Er der meget hjælpementalitet (de andre er vigtigere end mig), vil jeg sætte fokus på de fortrængte egoistiske sider.

Formålet med denne søgen efter "skyggen" (det sekundære jeg), er ikke at få "jævnet energien ud" således at den alvorlige bliver mere legende eller den hjælpsomme mere selvisk. Formålet er at få frigivet den livsenergi, der er bundet i skyggesiderne. Der kan her være tale om en enorm livskraft og kreativitet, som hidtil har været bundet i depression eller vrede og bitterhed mod andre eller sig selv.

Det er også et fokuspunkt i mit arbejde med klienter, at oparbejde klientens evne til at vidne egne følelsesmæssige reaktioner. Dette styrker klientens evne til at være identificeret med et dybere og mere autentisk selv. Metaforisk kan det beskrives som at være i orkanens øje. De følelsesmæssige stormvejr raser omkring os, men vi kan betragte det fra et roligt sted.

En af de metoder jeg kan anvende til ovenstående er f. eks. "Voice dialog" processen, som udformet af Hal og Sidra Stone. Meditations og fokuserings teknikker er ligeledes velegnede til den type arbejde.

Jeg arbejder med fokus på at åbne rummet for det der er, uanset hvilken form det tager. Hvis klienten ikke kan komme frem med de dybeste forbudte følelser i det terapeutiske rum, vil der sandsynligvis ikke være noget rum hvor det er muligt. Dette vil bevirke at klienten fortsat er styret af livsbegrænsende automatreaktioner, affødt af angstbetingede forsvar mod at mærke det der er. Livet bliver således en rejse styret af "væk fra angst" i stedet for "hen imod lyst og kreativitet"

Tilbage til forsiden


FastCounter by bCentral